Min baggrund og historie
Hvis du ikke helt ved hvem jeg er, eller hvorfor jeg har valgt at starte en blog, så lad mig forsøge at fortælle dig det så kort som muligt. Lad mig starte sådan her:
Hej 🙂 Mit navn er Peter. Jeg bor sammen med min kæreste Trine, min datter Silke Pil og ikke mindst lever jeg med savnet af min afdøde søn, Hugo.
Hvad er jeg? Hmm det er svært at definere da jeg ikke har nogen færdiggjort uddannelse. Men jeg har da en studentereksamen, 1/5 af en Film og TV-produktions-tekniker uddannelse og 3/4 af en Mediegrafiker-uddannelse om ikke andet.
Men grunden til jeg starter denne blog har intet med min uddannelse at gøre, eller mangel på samme. Grunden til fødslen på min blog er døden af min søn, og følgerne deraf. Mit fokus bliver også en trang til alternativ sorgbehandling, og et ønske om at dele min viden og erfaring inden for sorg med jer.
Jeg blev i starten af 2018 diagnosticeret med en svær depression og havde rigtig svært ved at opretholde en forholdsvis normal hverdag. Alt ramlede sammen, og mit forhold til Trine og min datter Silke blev alvorligt sat på prøve. Jeg var aggressiv, træt, sur, ugidelig og ked af det. Jeg havde ikke lyst til noget, gik konstant rundt med skyldfølelse og dårlig samvittighed og var oveni hatten vanvittigt sortseende. Sådan gik jeg rundt i alt for lang tid, indtil jeg helt tilfældigt faldt over min redning:
Denne blog kommer primært til at handle om min tur til Kina og min håndtering af min søns død. Jeg håber du kan få noget ud af at læse med. Herunder har jeg beskrevet forløbet som jeg husker det den dag Hugo døde. Vær opmærksom på det godt kan være lidt voldsomt at læse …
Jeg sidder i øjeblikket og tænker tilbage på det sidste års tid, og ikke mindst dagen for Hugos død, for at kunne skrive "min historie". De seneste mange måneder har rent ud sagt været et levende helvede, med et virvar af forskellige følelser og tanker der stikker af i alverdens afkroge.
Jeg snoozer det forbandede vækkeur for sidste gang, vælter ud af sengen, træt og uoplagt, men dog uden at vække Trine der ligger og sover ved min side. Jeg sigter efter badeværelset for at starte dagen med et bad. Jeg kan rigtig godt lide først at vågne sådan rigtigt under det varme vand.
kl. 07:15
Der er nu ikke mere varmt vand tilbage og jeg lukker modvilligt for det efterhånden kolde vand – jeg skal på arbejde (jeg var lige startet som selvstændig erhvervsdrivende i Struer sammen med en kammerat, så nattesøvn var minimal og arbejdstimerne max)
kl. 07:21
Jeg har nu fået tøj på og står i køkkenet og overvejer om jeg kan nå at spise morgenmad eller ej. Jeg beslutter mig for ikke at spise morgenmad.
kl. 07:25
Det var stadig mørkt i soveværelset, så jeg famlede lidt i blinde da jeg prøvede at bukke mig ned og kysse Trine godmorgen og farvel (Trine skulle først møde på TV/MV senere). Hun spørger mig om jeg ikke vil aflevere vores søn Hugo i dagpleje inden jeg tog på arbejde. Jeg var allerede lidt sent på den, men i og med jeg havde en smule dårlig samvittighed over at jeg havde brugt så mange timer på arbejde, besluttede jeg mig for at sige ja så Trine kunne sove længe. Når det er sagt, så lå dagplejen ikke mere end 500 meter fra os.
kl. 07:27
Jeg lister ind på Hugos værelse, hvor han lige har lært at falde i søvn selv, og sove selv hele natten. Han sov endnu. Han lå på maven i en hvid tremmeseng i træ, med hovedet ud mod tremmerne i højre side. Jeg listede hen ved hans side, og smilede lidt ved mig selv da jeg så han krammede hans bamse Ludwig. For at forsøge at vække ham aede jeg ham blidt i nakken og hviskede "Godmorgen lille skat …"
kl. 07:28
Hugo vågnede ikke, og jeg bemærkede også han var meget kold. Men han havde jo også sparket dynen af, så det var jo klart – "det plejede han jo også at gøre", tænkte jeg. Jeg nussede ham igen, men denne gang på kinden. Her var han også meget kold – det plejede han nu egentlig ikke at være. Det undrede mig lidt, og kom dernæst i tanke om at jeg faktisk havde lidt travlt hvis jeg skulle nå på arbejde til kl. 8.00.
kl. 07:29
Nu måtte han faktisk gerne vågne, så jeg kunne få ham i noget tøj, og afsted i dagpleje. Jeg tager ved hans højre arm for at vende ham om på ryggen så han ville vågne. Men da mine øjne møder hans, falder jeg panisk bagover i ren og skær rædsel. Hans øjne var åbne, hans hud var bleg kold og blålig. Hans krop var stiv og ubevægelig.
Fuldstændigt lammet i en choktilstand jeg ikke troede var mulig, sank jeg sammen på gulvet. Grædende på mine knæ brølede jeg uafbrudt "Neeeeeeej!" og slog i gulvet. Hugo var død! Og han havde været det længe.
kl. 07:31
Jeg var så chokeret og lamslået at jeg ikke engang kunne tage min egen søn op og kramme ham – jeg kunne ikke bevæge mig, og jeg væmmes stadig over at jeg ikke kunne. Trine, der havde hørt mine brøl og slag i gulvet, kom styrtende ind på værelset, tog Hugo op og handlede fornuftigt, effektivt og meget hurtigt. Trine løb over til naboen med Hugo i sine arme (vi boede på daværende tidspunkt dør om dør med den sødeste familie på en gård).
kl. 07:34
Resten af dagen derfra forekommer mig enormt uklart og usammenhængende. Men under alle omstændigheder får Trine vores nabo David til at udøve førstehjælp på Hugo, mens Maria Louisa (Davids kone) får ringet 112.
kl. 07:??
Ambulancen, og en politibil, ankom styrtende ned af grusvejen med udrykning så højt som jeg aldrig før har hørt den. De får hurtigt slæbt deres udstyr ind på David og Maria Louisas soveværelses gulv, hvor Hugo ligger med et tæppe om sig. De lukker døren bag sig og undersøger Hugo mens Trine og jeg grædende står og krammer hinanden, med håbet hængende i en meget meget tynd tråd. Efter hvad føltes som et årti åbnes døren atter igen, og ud kommer 2 ambulance folk, en læge og 1 politimand – alle med et sørgmodigt og medfølende ansigtsudtryk – og giver os hånden og fremstammer mekanisk "Må vi kondolere …". Aldrig i mit liv har jeg da hørt så tåbelig en sætning – hvad fanden bilder de sig egentlig ind? Kommer de ud og siger til mig at Hugo ikke kan reddes? Siger de at min søn er død, og ikke kommer tilbage? Hvad fanden sker der? …
Alle disse spørgsmål blev besvaret med: "… Hugo døde af vuggedød." Hvordan kan man i en alder af 2 år, sund og rask, bare dø mens man sover? Det forekommer mig fuldstændigt vanvittigt uvirkeligt. Tænk sig at noget så fredfyldt og livsvigtigt som søvn, skulle blive enden på min søns liv.
Da jeg aldrig kommer til at forstå den obduktions rapport, følte jeg et absurd behov for afklaring. Jeg ville have svar. Vi opsøgte derfor en clairvoyant, som sidenhed har vist sig at ændre vores liv gevaldigt. Jeg husker stadig hendes på det tidspunkt vigtigste ord:
Siden den dag har jeg forsøgt at finde en mening i Hugos død, men også bare finde en mening med mig. Det har skabt en forholdsvis kraftig eksistentiel krise at miste min søn, som derfor har vendt op og ned på hvad jeg synes er rigtigt og forkert, og hvad jeg vil med mit liv.
Jeg skal tilbringe 4 måneder i Kina, på en skole hvor der undervises i Kung Fu, Tai Chi og Qi-gong 5 dage i ugen – 7-8 timer om dagen. Jeg håber på at finde mig selv igennem fysisk træning og meditation.
Tusind tak fordi du gav dig tid til at læse min historie. Skulle du sidde tilbage med spørgsmål, så hold dig endelig ikke tilbage. Brug gerne nedenstående kontaktformular 🙂
Hej 🙂 Mit navn er Peter. Jeg bor sammen med min kæreste Trine, min datter Silke Pil og ikke mindst lever jeg med savnet af min afdøde søn, Hugo.
Hvad er jeg? Hmm det er svært at definere da jeg ikke har nogen færdiggjort uddannelse. Men jeg har da en studentereksamen, 1/5 af en Film og TV-produktions-tekniker uddannelse og 3/4 af en Mediegrafiker-uddannelse om ikke andet.
Men grunden til jeg starter denne blog har intet med min uddannelse at gøre, eller mangel på samme. Grunden til fødslen på min blog er døden af min søn, og følgerne deraf. Mit fokus bliver også en trang til alternativ sorgbehandling, og et ønske om at dele min viden og erfaring inden for sorg med jer.
Jeg blev i starten af 2018 diagnosticeret med en svær depression og havde rigtig svært ved at opretholde en forholdsvis normal hverdag. Alt ramlede sammen, og mit forhold til Trine og min datter Silke blev alvorligt sat på prøve. Jeg var aggressiv, træt, sur, ugidelig og ked af det. Jeg havde ikke lyst til noget, gik konstant rundt med skyldfølelse og dårlig samvittighed og var oveni hatten vanvittigt sortseende. Sådan gik jeg rundt i alt for lang tid, indtil jeg helt tilfældigt faldt over min redning:
4 måneder i Kina, med undervisning i Kung Fu, Tai Chi og Qi-gong!
Denne blog kommer primært til at handle om min tur til Kina og min håndtering af min søns død. Jeg håber du kan få noget ud af at læse med. Herunder har jeg beskrevet forløbet som jeg husker det den dag Hugo døde. Vær opmærksom på det godt kan være lidt voldsomt at læse …
Min førstefødte søn
Jeg sidder i øjeblikket og tænker tilbage på det sidste års tid, og ikke mindst dagen for Hugos død, for at kunne skrive "min historie". De seneste mange måneder har rent ud sagt været et levende helvede, med et virvar af forskellige følelser og tanker der stikker af i alverdens afkroge.
9/2-2017 - Ground Zero
kl. 06:45Jeg snoozer det forbandede vækkeur for sidste gang, vælter ud af sengen, træt og uoplagt, men dog uden at vække Trine der ligger og sover ved min side. Jeg sigter efter badeværelset for at starte dagen med et bad. Jeg kan rigtig godt lide først at vågne sådan rigtigt under det varme vand.
kl. 07:15
Der er nu ikke mere varmt vand tilbage og jeg lukker modvilligt for det efterhånden kolde vand – jeg skal på arbejde (jeg var lige startet som selvstændig erhvervsdrivende i Struer sammen med en kammerat, så nattesøvn var minimal og arbejdstimerne max)
kl. 07:21
Jeg har nu fået tøj på og står i køkkenet og overvejer om jeg kan nå at spise morgenmad eller ej. Jeg beslutter mig for ikke at spise morgenmad.
kl. 07:25
Det var stadig mørkt i soveværelset, så jeg famlede lidt i blinde da jeg prøvede at bukke mig ned og kysse Trine godmorgen og farvel (Trine skulle først møde på TV/MV senere). Hun spørger mig om jeg ikke vil aflevere vores søn Hugo i dagpleje inden jeg tog på arbejde. Jeg var allerede lidt sent på den, men i og med jeg havde en smule dårlig samvittighed over at jeg havde brugt så mange timer på arbejde, besluttede jeg mig for at sige ja så Trine kunne sove længe. Når det er sagt, så lå dagplejen ikke mere end 500 meter fra os.
kl. 07:27
Jeg lister ind på Hugos værelse, hvor han lige har lært at falde i søvn selv, og sove selv hele natten. Han sov endnu. Han lå på maven i en hvid tremmeseng i træ, med hovedet ud mod tremmerne i højre side. Jeg listede hen ved hans side, og smilede lidt ved mig selv da jeg så han krammede hans bamse Ludwig. For at forsøge at vække ham aede jeg ham blidt i nakken og hviskede "Godmorgen lille skat …"
kl. 07:28
Hugo vågnede ikke, og jeg bemærkede også han var meget kold. Men han havde jo også sparket dynen af, så det var jo klart – "det plejede han jo også at gøre", tænkte jeg. Jeg nussede ham igen, men denne gang på kinden. Her var han også meget kold – det plejede han nu egentlig ikke at være. Det undrede mig lidt, og kom dernæst i tanke om at jeg faktisk havde lidt travlt hvis jeg skulle nå på arbejde til kl. 8.00.
kl. 07:29
Nu måtte han faktisk gerne vågne, så jeg kunne få ham i noget tøj, og afsted i dagpleje. Jeg tager ved hans højre arm for at vende ham om på ryggen så han ville vågne. Men da mine øjne møder hans, falder jeg panisk bagover i ren og skær rædsel. Hans øjne var åbne, hans hud var bleg kold og blålig. Hans krop var stiv og ubevægelig.
Fuldstændigt lammet i en choktilstand jeg ikke troede var mulig, sank jeg sammen på gulvet. Grædende på mine knæ brølede jeg uafbrudt "Neeeeeeej!" og slog i gulvet. Hugo var død! Og han havde været det længe.
kl. 07:31
Jeg var så chokeret og lamslået at jeg ikke engang kunne tage min egen søn op og kramme ham – jeg kunne ikke bevæge mig, og jeg væmmes stadig over at jeg ikke kunne. Trine, der havde hørt mine brøl og slag i gulvet, kom styrtende ind på værelset, tog Hugo op og handlede fornuftigt, effektivt og meget hurtigt. Trine løb over til naboen med Hugo i sine arme (vi boede på daværende tidspunkt dør om dør med den sødeste familie på en gård).
kl. 07:34
Resten af dagen derfra forekommer mig enormt uklart og usammenhængende. Men under alle omstændigheder får Trine vores nabo David til at udøve førstehjælp på Hugo, mens Maria Louisa (Davids kone) får ringet 112.
kl. 07:??
Ambulancen, og en politibil, ankom styrtende ned af grusvejen med udrykning så højt som jeg aldrig før har hørt den. De får hurtigt slæbt deres udstyr ind på David og Maria Louisas soveværelses gulv, hvor Hugo ligger med et tæppe om sig. De lukker døren bag sig og undersøger Hugo mens Trine og jeg grædende står og krammer hinanden, med håbet hængende i en meget meget tynd tråd. Efter hvad føltes som et årti åbnes døren atter igen, og ud kommer 2 ambulance folk, en læge og 1 politimand – alle med et sørgmodigt og medfølende ansigtsudtryk – og giver os hånden og fremstammer mekanisk "Må vi kondolere …". Aldrig i mit liv har jeg da hørt så tåbelig en sætning – hvad fanden bilder de sig egentlig ind? Kommer de ud og siger til mig at Hugo ikke kan reddes? Siger de at min søn er død, og ikke kommer tilbage? Hvad fanden sker der? …
"Han var sund og rask …"
– sagde obduktions rapporten. Mage til utvetydig svar skal man lede meget længe efter. Jeg higede efter at finde en mening med hans død.- Var han syg?
- Var der noget vi ikke havde opdaget?
- Havde han spist noget?
- Havde han dårligt hjerte?
- Var der noget vi kunne have gjort?
Alle disse spørgsmål blev besvaret med: "… Hugo døde af vuggedød." Hvordan kan man i en alder af 2 år, sund og rask, bare dø mens man sover? Det forekommer mig fuldstændigt vanvittigt uvirkeligt. Tænk sig at noget så fredfyldt og livsvigtigt som søvn, skulle blive enden på min søns liv.
Da jeg aldrig kommer til at forstå den obduktions rapport, følte jeg et absurd behov for afklaring. Jeg ville have svar. Vi opsøgte derfor en clairvoyant, som sidenhed har vist sig at ændre vores liv gevaldigt. Jeg husker stadig hendes på det tidspunkt vigtigste ord:
"Du vil aldrig nogensinde finde en mening med Hugos død – men du finder en mening i Hugos død. Det er hans ønske!"Zeleste Fischer
Siden den dag har jeg forsøgt at finde en mening i Hugos død, men også bare finde en mening med mig. Det har skabt en forholdsvis kraftig eksistentiel krise at miste min søn, som derfor har vendt op og ned på hvad jeg synes er rigtigt og forkert, og hvad jeg vil med mit liv.
Jeg skal tilbringe 4 måneder i Kina, på en skole hvor der undervises i Kung Fu, Tai Chi og Qi-gong 5 dage i ugen – 7-8 timer om dagen. Jeg håber på at finde mig selv igennem fysisk træning og meditation.
Tusind tak fordi du gav dig tid til at læse min historie. Skulle du sidde tilbage med spørgsmål, så hold dig endelig ikke tilbage. Brug gerne nedenstående kontaktformular 🙂
De kærligste hilsner
Peter Rosendahl
Peter Rosendahl