Peter Rosendahl blog Week 11-12 Tai Chi Sværd

Uge 11 og 12 – Tai Chi Sværd og forkølelse

Peter Rosendahl Ikke-kategoriseret Leave a Comment

Forkølelse – av jeg er ramt!

Nuvel, jeg kan ikke ligefrem prale af at have lært en hel masse den sidste uges tid. I hvertfald ikke om Kung Fu. Jeg har mest af alt blot ligget i min seng og haft ondt af mig selv. Den berygtede og frygtede mandeindfluenza har fået krammet på mig desværre. Det kan godt være det blot er en forkølelse, og måske lidt halsbetændelse, men hold nu op hvor er jeg ramt.

Jeg har ikke rigtig trænet denne uge, og sidder i skrivende stund og snøfter og hoster mens de andre har det sjovt med deres Kung Fu. Jeg vil også træne nu!

Det er faktisk en anelse stressende at sidde her og ha’ det dårligt, når man ved at man ikke har voldsomt lang tid tilbage her. Jeg har en masse jeg skal lære endnu – jeg føler at jeg blot er begyndt at lære, så jeg har ikke tid til det her pjat.

Det skal dog siges at Sifu har været rigtig god til at give mig alt muligt forskelligt kinesisk medicin. Så noget af det må da snart begynde at virke. Indtil da drikker jeg bare min ingefær citron te og håber på det bedste.

Tai Chi Sværd – Yang Style

Ugen før påbegyndte jeg endelig endnu en Tai Chi form, nemlig sværd formen. Det er endnu en super smuk Tai Chi form, denne gang blot udført med et kinesisk sværd. Formen indeholder 32 bevægelser som er fordelt over 4 sektioner.

Vi er i øjeblikket 4 elever der er ved at lære denne form. Hver Tai Chi klasse starter med “basics” først, og så går vi 24-steps sammen 1-2 gange. Derefter går vi 4 for os selv og øver formen med sværd.

Peter Rosendahl Blog Tai Chi Sværd træning

Min helt egen Tai Chi “dragt”

Som det kan ses på billedet i toppen af indlægget, så har jeg endelig fået mig taget sammen til at få bestilt en rigtig Tai Chi “dragt” hos den lokale skrædder i Siping. Man vælger selv det stof man gerne vil have den syet i, og så vælger man en stil, og prøver på bedste vis at kommunikere med skrædderen, der ikke kan et ord engelsk udover “Hello”.

Jeg er godt tilfreds med resultatet, og prisen var jo bare fuldstændig vanvittigt billig.


Nu er der vist ikke andet at sige rigtig god mandag til jer, og rigtig god uge. Så vil jeg fokusere på at blive rask, så jeg kan komme i gang med træningen igen 🙂